Jeg har to katten en hedder Chaos ændre hedder Tigga

Alea Aquarius

Mine børn elsker det, når jeg læser hojt til for dem. Lige nu læser vi Alea Aquarius. Det handler sig om en pige, der vokser op hos en plejemor. Plejemoren hadve havde en et hjerteanfald og blev indlagt i på hospitalet. Alea mødte nogle andre børn, der bor på et skib. De hedder Sammy, Ben og Tess. Ben er atten år gammel og er broren af bror til Sammy. Tess er løbet hjemmefra, fordi hun ikke kunne ikke holde ud situationen derhjemme ud. Henndes forældre var lige i gang med skiltsmissen. De lærer hinanden at kennde, og de hjælper hinanden. Når de har brug for penge, spiller de musik på gaderne, og de er rigtig gode. Alle synger, og Test er den beste sanger af de tre. Hun spiller akordeon harmonika, Ben spiller guitar og Sammy tromme. Senere spiller Alea på sine vin glaser. Alle kan rigtig godt lide, hvad hun spiller. I begyndelsen af historien tror Alea, at hun skal være rigtig forsigtig med vand, at hun er allergisk mod vandet. Men senere, da hun bor på skibet, falder hun i vandet, mens det er i stormvejr og tada, hun er blevet til et en sømeneske. Hele bogen mangler logik, men børn elsker den alligevel.

It's tricky, but you have a similar pair in e.g. German (kennen/wissen) and French (connaître/savoir). There is a discussion about it here -> https://www.duolingo.com/comment/4843223/When-to-use-ved-and-when-to-use-kender-for-the-verb-to-know

Rejse til Kina

De sidste to uger var jeg i Beijing. (Du mener nok: - har jeg været i Beijing) Det var min anden rejse derhen dertil i år. Grunden til turen var en konference. Først var jeg ikke sikker på, om jeg ville deltage. Jeg havde allerede rejst meget i år, og jeg ville blive hjemme og arbejde rolig. På den anden side er jeg meget interesseret i Kina --- jeg har endda lært lidt kinesisk for mange år siden. Min sidste tur (i marts i år) sluttede ikke så fint godt: i de sidste dage var jeg rigtigt syg. Så jeg ville tage et kig på landet, og forhåbentligt forlade det med en et bedre indtryk.

Mange af mine kollegaer var også med på rejsen. Jeg tror dog ikke at de er særlig interesseret i Kina. De ville først og fremmest deltage i konferencen, og også se lidt af et eksotisk land. Jeg vil ikke sige at de skulle være interesseret; bare at det var åbenbart fra begyndelsen at vi havde forskellige forventninger om til turen.

Først og fremmest ville jeg spise god mad. Heldigvis er der i Beijing mange gode restauranter --- det er faktisk svært at finde en dårlig restaurant. Desuden ville jeg benytte lejligheden til at øve mit kinesisk. Selvom jeg har aldrig har lært sproget rigtigt, er det altid sjovt at prøve at sige noget. Og mine kollegaer er altid imponeret over, at jeg kan bestille ris på restaurant. (Risen står normalt ikke på spisekortet, så de kan ikke bare pege på den.) Med dette formål forberedte jeg mig lidt inden rejsen, så jeg kunne huske nogle af ordene og tegn som jeg havde lært for mange år siden.

På rejsen havde jeg mange sjove erfaringer oplevelser med at prøve at snakke kinesisk. Måske fortæller jeg om disse erfaringer oplevelser en anden gang. Nu vil jeg bare sige, at det er tydeligt nemmere for mig at tale et fremmed sprog, når de andre ikke prøver at skifte samtalen til engelsk. Selvom der er nogle i Kina som taler engelsk, føler de sig tryggere når samtalen føres på kinesisk. I Danmark må jeg tværtimod tit være rigtigt hårdnakket og nægte at sige et engelsk ord når jeg øver dansk.

Men nu vil jeg lære kinesisk igen. Nå, hvis jeg bare kunne flydende dansk...

Rejsebeskrivelse del 2

Den næste dag fik jeg en gåtur med en anden kvindelig dansk rejsefører. Hun var omkring 25 år gammel og arbejdede også som dansklærer for indvandrer indvandrere. Hun viste mig Rosenborg Slot og fortalte mig meget om Kong Christian 4. og Københavns historie, og derefter så vi Amalienborg. Denne kvinde talte tydligere end den første og var nemmere at forstå, og hun forsøgte aldrig at tale engelsk til mig, ikke en eneste gang. Hvor var jeg glad.

Den næste dag tog jeg toget til Odense, hvor jeg besøgte en af mine dansklærer dansklærere fra Italki. Det var spændene at personligt møde en personligt, som jeg tidligere kun havde set på en computerskærm. Vi gik hen til huset, hvor H. C. Andersen voksede op, og bagefter spiste vi burgere sammen. Han var ved at skrive en lærebog til i dansk sproglære, som uden tvivl vil være genial. Manden er fuld af opfindsome opfindsomme ideer, der virker, og jeg var meget glad for, at han havde lyst til at møde mig. Men jeg havde en pinlig oplevelse i burger-restauranten, da serveringsdame serveringsdamen ikke kunne forstå mit forsøg på at udtale ordet "te". Min lærer sagde, det skete, fordi vokalen var for åben og for lang. For helvede.

Den næste dag tog jeg toget til Helsingør, hvor jeg besøgte Kronborg Slot og hilste på Holger Danske. En imødekommende dansker, der arbejdede ved slottet, tog et billede af mig sammen med den sten berømtheden af sten (eller: stenberømtheden/den stenede berømthed (ironisk)). Derefter tog jeg færgen til Helsingborg i Sverige, hvor jeg kiggede på nogle gamle bygninger og tog billeder af en statue af en vigtigt udseende mand, som sidder på en hest. Det var det. Jeg tog færgen tilbage til Helsingør og tog toget tilbage til København.

I København lykkedes det mig at bestille en ristet hotdog med det hele fra en pølsevogn i nærheden af hovedbanegården uden at gøre mig selv til grin. Det var en rigtig god sejr for mig. For to år siden havde jeg prøvet at gøre det samme, men dengang lignede jeg en idiot, fordi jeg ikke kunne forstå hvad pølsemanden sagde til mig. Denne gang havde en af mine dansklærer dansklærere fra Italki fortalt mig på forhånd, præcis hvad jeg skulle sige for at undgå uforståelige spørgsmål fra pølsemanden, og det virkede. Jeg fik min hotdog, og pølsemanden sagde ikke noget, bortset fra “Javel!”.

Rejsebeskrivelse del 3

Den næste dag var jeg i et tog på vej til Hamborg, hvor jeg havde bestilt et hotelværelse, da jeg stod af i Padborg. Det var en fejl. Jeg havde en et Eurail Pass, en togbillet, der var kun var gyldig i Danmark, og jeg var bange for, at det ville være en overtrædelse, hvis jeg blev siddende hele vejen til togets slutstation i Flensborg i Tyskland. Padborg var den sidste station i Danmark, og jeg troede, at jeg ville kunne købe en billet til Hamborg fra Deutsche Bahn der. Men det viste sig, at der var slet ikke var noget i Padborg, bortset fra en billetautomat, som var ude af drift. Stationen var helt øde.

Min situation så temmeligt alvorlig ud, og jeg var ved at blive fortvivlet, da en midaldrende kvinde dukkede op og gik hen til billetautomaten. Jeg advarede hende om, at maskinen ikke fungerede, og hun sagde, at hun bare ville vide, hvor meget en billet fra Padborg til Aalborg koster, fordi hun ville besøge sin datter i Aalborg. Hun så på min rygsæk og spurgte mig, hvor jeg skulle hen. Jeg sagde, at jeg skulle til Hamborg, men at jeg lavede en brøler, da jeg stod af i Padborg. Hun sagde, at hun boede i Harreslev, der ligger i Tyskland, men jeg troede hun sagde Haderslev, som ligger in i Danmark,. Så sagde jeg, at det var et tilfælde, fordi jeg havde en dansklære dansklærer, der også boede i Haderslev, og da sagde hun, at hun boede i Tyskland, og så blev jeg helt forvirret. Da sagde hun, at hun havde en bil og skulle hjem, og spurgte mig, om jeg ikke kunne have lyst til at tage med. Hun sagde, at hun kunne køre mig til stationen i Flensborg, men at hun først måtte køre ind til supermarkedet, hvis det var ok.

Sådan reddede hun mig. Det viste sig, at hun var tysker, men hun talte så flot dansk, at jeg ikke kunne mærke det. Hun lod mig blive siddende i sin bil mens hun gik ind i supermarkedet for at købe brød, og bagefeter bagefter kørte hun mig til stationen i Flensborg. Jeg spurgte hun hende, hvorfor hun havde tillid til mig, en fremmed i en farlig verden, og hun sagde, at hun bare vidste, at jeg ikke var nogen trussel. Det er utroligt, hvor heldig jeg var. Jeg sagde tusind tak. Det var ikke nok, men det var alt, jeg kunne gøre. Jeg synes, det er vidunderligt, at mennesker som hende endnu existerer eksisterer.