Rejsebeskrivelse del 3 Den næste dag var jeg i et tog på vej til Hamborg, hvor jeg havde bestilt et hotelværelse, da jeg stod af i Padborg. Det var en fejl. Jeg havde en Eurail Pass, en togbillet, der var kun gyldig i Danmark, og jeg var bange for, at det ville være en overtrædelse, hvis jeg blev siddende hele vejen til togets slutstation i Flensborg i Tyskland. Padborg var den sidste station i Danmark, og jeg troede, at jeg ville kunne købe en billet til Hamborg fra Deutsche Bahn der. Men det viste sig, at der var slet ikke noget i Padborg, bortset fra en billetautomat, som var ude af drift. Stationen var helt øde. Min situation så temmeligt alvorlig ud, og jeg var ved at blive fortvivlet, da en midaldrende kvinde dukkede op og gik hen til billetautomaten. Jeg advarede hende om, at maskinen ikke fungerede, og hun sagde, at hun bare ville vide, hvor meget en billet fra Padborg til Aalborg koster, fordi hun ville besøge sin datter i Aalborg. Hun så på min rygsæk og spurgte mig, hvor jeg skulle hen. Jeg sagde, at jeg skulle til Hamborg, men at jeg lavede en brøler, da jeg stod af i Padborg. Hun sagde, at hun boede i Harreslev, der ligger i Tyskland, men jeg troede hun sagde Haderslev, som ligger in Danmark, så sagde jeg, at det var et tilfælde, fordi jeg havde en dansklære, der også boede i Haderslev, og da sagde hun, at hun boede i Tyskland, og så blev jeg helt forvirret. Da sagde hun, at hun havde en bil og skulle hjem, og spurgte mig, om jeg ikke kunne have lyst til at tage med. Hun sagde, at hun kunne køre mig til stationen i Flensborg, men at hun først måtte køre ind til supermarkedet, hvis det var ok. Sådan reddede hun mig. Det viste sig, at hun var tysker, men hun talte så flot dansk, at jeg ikke kunne mærke det. Hun lod mig blive siddende i sin bil mens hun gik ind i supermarkedet for at købe brød, og bagefeter kørte hun mig til stationen i Flensborg. Jeg spurgte hun, hvorfor hun havde tillid til mig, en fremmed i en farlig verden, og hun sagde, at hun bare vidste, at jeg ikke var nogen trussel. Det er utroligt, hvor heldig jeg var. Jeg sagde tusind tak. Det var ikke nok, men det var alt, jeg kunne gøre. Jeg synes, det er vidunderligt, at mennesker som hende endnu existerer.