Jeg har en ven Jeg har en ven, nåh, jeg kalder ham ven. Det er kun en online ven jeg har mødt for nyligst. Han var sjovt at snakke med. Det var interessant at lytte til hans tanker. Han havde planer. Han virkede glæd. Men pludseligt blev han depressivt. Jeg tror han har det rigtig slemt. Jeg er meget bekymret om hvad der sker. Først begyndte han at tale mindre og mindre. Men nu svarer han næsten ikke. Jeg tror at det er ikke på grunden af mig, at han ikke vil snakke med mig fordi jeg tror han ville sige til mig når han er træt af mig. Men jeg er ikke helt sikkert. Han har brug for venner. Men det lyder som der er ingen. Han har brug for mennesker, for at får besøg, for mennesker der hjælper ham. Men som alle depressive er han kun i hans egen selskab. Når jeg er bekymret kan jeg godt li' at være alene, men jeg ved at det er ikke hjælpsom når man er depressivt. Man har brug for nogen der tager ens hånd og hjælper ens på benene igen. Det er hvad jeg hader når man bor langt væk fra de personer som har det ikke så godt. Jeg har en lille ven. Hun har det heller ikke så godt. Hun bor på en anden kontinent. Men jeg kenner hendes venner, jeg kan tale med hendes venner og så ved jeg at hun har hjælp, der er mennesker som passer hende. Men jeg har det ikke sådan med den anden ven. Jeg kender ingen af hans familie or hans venner. Jeg har ingen idé om han har nogle venner han ka' snakke med. Det er faktiskt uhyggeligt. Jeg har ingen idé hvad jeg skal gøre. Jeg tror jeg skulle prøve og skrive til ham hver dag eller næsten hver dag. Det er jo hans valg at læse det eller ej. Og jeg vil ikke bekymre mig om han svarere eller ej. Ellers er jeg for ked af det. Jeg tror ikke at det er pænt at lad ham være i fred. Ikke når han ikke siger at han vil gerne at jeg stopper at skrive. Jeg synes lige nu er det det eneste jeg kan gøre for at hjælpe. Og jeg håber at det hjælper kun en lille smule. En lille smule er god nok.